Hent vores medlemsblad her:

 

 


FORMANDENS VELKOMST TIL SÆSON 2024-2025

 

Fra hjem til hjem skal båndene knyttes.

Dette var Foreningen NORDENs motto ved stiftelsen i 1919. Lige fra starten af var de personlige kontakter og udveksling i højsædet. Læreren var indkvarteret hos en kollega, håndværkere udvekslede erfaringer, politikere og embedsmænd drog erfaringer fra andre steder, ungdoms­grupper (skoleklasser, musikkorps, spejdere, gymnaster, fodbold­hold) besøgte ligesindede og modtog genbesøg. En fin måde at holde nordiske værdier i hævd.

Selvom vi i Assens Kommune mistede de fleste venskabsbyer i forbindelse med kommune­sammenlægningen, er der stadig kontakt i det gamle netværk.

Jeg deltog i et venskabsbytræf i 2022 i Øvre Romerike – vores ”adgangsbillet” er Vissenbjerg-Aarup (nu Assens), Nes i Romerike (nu fusioneret med 3 andre NORDEN-afdelinger og Getinge-Harplinge (nu Halmstad). Her i 2024 var der så et lignende træf – et samarbejde mellem 3 NORDEN-afdelinger i Halland: Ätradalen – Fjärås-Löftadalen – Halmstad. Der var valg mellem privat indkvartering eller ophold på Katrineberg Folkhögskola. Der var arrangementer for alle om lørdagen, først flaghejsning med afsyngning af nationalsangene, 4 foredrag om energi og derefter en (regnfuld) busudflugt til en ny UNESCO verdensarvs-lokation, radiosenderen Grimeton, der var bygget i 20´erne. Inden festmiddagen, mødtes delege­rede fra alle NORDEN-venskabsbyerne for at beslutte, om vi skulle fortsætte denne udveksling og – i givet fald – hvor.

Delegationen fra Taipalsaari – der ligger i et sø-område i den sydlige del af finsk Karelen, 15 km fra Lappeenranta – tilbød at være værter i 2026. På vegne af de 3 danske venskabs­byer, Odsherred, Aalestrup og Assens, tilbød jeg, at Danmark kunne stå for træffet i 2028. Hvordan vi løser logistikken, vil tiden vise.

Til festmiddagen var der underholdning af en svensk-iransk operasanger, som også mestrede visekunst på flere nordiske sprog.

Om søndagen var der lokalt program for gæsterne i hver af de gamle venskabsby-kæder. Vi startede på det berømte Tylösand Badehotel, hvor vi så en fotoudstilling og en sportsbilssamling, ejet af den mandlige sanger i Roxette, Per Gedde.

Efter frokosten gik vi op til Skt. Olufs Kapel – en genbygget kirke, der oprindelig lå i Lidhult, men blev revet ned og spredt for alle vinde. Ikke bare lokale gårde, men så langt borte som USA. En ihærdig landsarkivar, Erik Salvén, lykkedes med at samle det meste sammen igen.

Bestyrelsen glæder sig til at samle mange medlemmer til vore arrangementer i 2024-25.

Sæsonen indledes med et besøg i den nye udstillingsbygning på den gamle sukkerfabrik i Assens i august, hvor Jim Lyngvild viser udstillingen ”Åh, Gud”.

  1. september er der fællessang med tekster af To x Andersen (H.C. Andersen og Benny Andersen med Poul Balslev i Helnæs Forsamlingshus i samarbejde med Helnæs Kultur – & Musikforening.
  2. oktober er der spisning på den nye fiskerestaurant ”Norđdisk” og en guidet rundvisning på Faaborg Museum, hvor der netop er åbnet en særudstilling med Kai Nielsens værker.

I november er der ”Film og mad”. Her vises en norsk Oscar-nomineret film ”Songs of Earth” og bagefter spisning i Tobaks­gården.

Vi indleder 2025 med foredrag i januar med udenrigskorrespondenten Matilde Kimer i Arena Assens.

I februar står menuen atter på ”Film og mad”. Denne gang vises en islandsk film ”Lamb”, derefter er der spisning i Tobaksgården.

I marts indkaldes til generalforsamling på ”Kulturkajen”. Der bliver et oplæg/foredrag med en Grønlandskyndig person.

I april er der bustur til Rødby, hvor vi besér byggeriet af Femernforbindelsen.

Vi runder sæsonen af i maj, hvor vi planlægger en tur til Højfyn, og bl.a. skal se det nye museum om Koelbjergmanden. Der bliver mulighed for at spadsere i ”Afgrunden” og besøge ”Udsigten”, hvor der vil være udlagte poster.

Vi ses i Norden – der har vi hjemme!

Karen Valeur


ARRANGEMENTER 2024

 

29. august:
Jim Lyngvilds udstilling i Sukkerhallen ”Åh Gud”, kirkekunst kl. 10.00
For mere information om arrangementet klik her.

14. september:
To x Andersen, musikalsk foredrag/fællessang i Helnæs Forsamlingshus kl. 15.00
For mere information om arrangementet klik her.

5. oktober:
Frokost på Restaurant Norddisk samt besøg på Faaborg Museum kl. 12.00
For mere information om arrangementet klik her.

21. november:
Film og mad i Tobaksgården, Norsk film ”Songs of Earth” kl. 16.00
For mere information om arrangementet klik her.


ARRANGEMENTER 2025

 

27. januar:
Foredrag med Mathilde Kimer Rusland og Ukraine i Arena Assens kl. 19.00 – 21.30
For mere information om arrangementet klik her.

3. februar:
Film og mad i Tobaksgården, islandsk film ”Lamb” kl. 16.00
For mere information om arrangementet klik her.

10. marts:
Generalforsamling, Nordisk musik og Foredrag om Rigsfællesskabet, Kabyssen, Kulturkajen kl. 19.00
For mere information om arrangementet klik her.

5. april:
Bustur til Femern Bælt-forbindelsen samt besøg på ”Globen”, Holeby gl. Sukkerfabrik, 08.00
For mere information om arrangementet klik her.

24. maj:
Kultur- og naturoplevelse om tiden for 10.500 år siden, Koelbjergmanden og Afgrunden, Vissenbjerg kl. 10.00
For mere information om arrangementet klik her.